På pension som 84-årig

Der tales om, at pensionsalderen skal hæves. At vi alle skal blive på arbejdsmarkedet længere. Nogle gør det allerede – mød GE Healthcares ældste pensionist, Leif Lauritsen.

Leif Lauritsen - GE Healthcare

Leif Lauritsen, tidligere deltidssektretær og ældste medarbejder hos GE Healthcare.


Egentlig var Leif Lauritsen blevet førtidspensioneret efter 44 års tjeneste hos ØK. Karrieren havde indtil da været rig på oplevelser og udfordringer, bl.a. med udstationeringer i Østen og Vestafrika. Nu gik dagene med golf og afslapning sammen med hustruen i hjemmet i Hørsholm.

Men i 2002 i en alder af 70 genoptog Leif arbejdslivet. En annonce i lokalavisen gjorde udslaget: Amersham Health i Hørsholm, der senere blev GE Healthcare A/S, søgte en deltidssekretær. Leif søgte stillingen og fik den. Det var 8 timer om ugen, og så var der stadig tid til golf om formiddagen.

Nu er han 84. Og først nu klar til at gå rigtigt på pension, og 30. november 2016 blev derfor Leifs sidste arbejdsdag.


På jagt efter en skrivemaskinereparatør

I sit arbejde som sekretær er Leif løbende blevet bedre og bedre til at arbejde med computeren, men den elektriske skrivemaskine har stadig en plads på kontoret.

”Den fungerer udmærket til mange ting – fx at skrive på kuverter eller bag på mapper,” fastholder han.

Men det var svært at finde en skrivemaskinereparatør, da den skulle serviceres. Det lykkedes dog til sidst at finde en medarbejder hos IBM, der var ved at gå på pension.

”Reparatøren gav mig et par ekstra farvebånd, så jeg kunne klare mig lidt.”


End ikke en bypassoperation kunne sætte en stopper for karrieren

En bypassoperation sidste år satte for en tid Leif ud af spillet. Men han kom tilbage, for arbejdet trak i ham – og de gode kolleger.

”Folk her er utrolig flinke og hjælpsomme. Her er et godt samarbejde og et ønske om at give en god service til kunderne, som altid har været vigtigt for mig i mit arbejdsliv.”


En mand med løsninger

”Initiativ er i den grad noget, der kendetegner Leif,” mener hans nærmeste chef Gert Rode.

”Og hans kreativitet og vedholdenhed gør, at han altid finder en løsning, selv om han møder forhindringer undervejs. Leif er et behageligt og omsorgsfuldt menneske og kollega, og jeg – vi alle sammen – kommer til at savne hans dejlige væsen på kontoret,” slutter Gert Rode.

Mange af Leifs kolleger spøger med, at de gerne vil overtage hans job. Men til det svarer han skælmsk: ”Det er de ikke gamle nok til”.


Fakta om GE Healthcare A/S

GE Healthcare A/S leverer nuklearmedicin og kontrastmidler til CT-, MR- og ultralydsscanninger. Selskabet er et af tre GE Healthcare selskaber i Danmark, der også omfatter hospitalsudstyr, IT– og serviceløsninger til sundhedssektoren.